Når man taler om kvantefysik, kommer man straks til at t nke på suggestive billeder: flygtige partikler, mystiske spring, uforståelige sammenh nge. Men den fascinerende revolution, der blev indledt i det 20. århundrede af videnskabsm nd som Niels Bohr, Werner Heisenberg og Erwin Schrödinger, stoppede ikke ved ligningerne. Den har rystet vores overbevisning om forholdet mellem materie og bevidsthed, mellem observat ren og det observerede univers.
Det sp rgsmål, der har opt ndt fysikere og filosoffer i årtier, er overraskende: Ville universet eksistere, hvis der ikke var bevidste observat rer? Allerede i 1931 sagde Max Planck: "Jeg betragter bevidstheden som grundl ggende. Alt, hvad vi taler om, alt, hvad vi betragter, eksisterer kun takket v re bevidstheden."
Denne opfattelse fandt grobund i det 20. århundredes kvantef nomener. Dobbeltspalteeksperimentet, der blev udf rt for f rste gang af Thomas Young i 1801 og genfortolket i kvantem ssig forstand, viser, hvordan en partikel ndrer sin adf rd, når den observeres. If lge nogle fysikere forbliver virkeligheden i en ubestemt og probabilistisk tilstand uden en bevidst observat r.
Et andet n glebegreb er kvanteforvikling. Når to partikler er forviklede, medf rer enhver ndring i den ene partikel jeblikkeligt en ndring i den anden, uanset afstanden. Siden 1980'erne har eksperimenter som Alain Aspects ved Universitetet i Paris bekr ftet, at forvikling er reel. Budskabet synes klart: I hjertet af virkeligheden er alt forbundet. Selv bevidstheden synes at v re en del af dette universelle netv rk.
David Bohm, fysiker og elev af Einstein, foreslog i 1980'erne, at universet er et super-ologram, en sammenh ngende struktur, hvor hver del indeholder information om helheden. Bohm h vdede, at den menneskelige bevidsthed er knyttet til denne universelle struktur. "I universets dybde," skrev Bohm, "findes der en implicit orden, en grundl ggende enhed, der omfatter materie, sind og bevidsthed."
Det er et perspektiv, der genklanger gamle stlige filosofier. I buddhismen og hinduismen har man i årtusinder l rt, at det individuelle selv er en del af en kosmisk bevidsthed. I 1950'erne formulerede filosofen Carl Jung i Zürich begrebet det kollektive ubevidste: en dimension, hvor tanker, minder og arketyper cirkulerer i en slags platonisk "ideerum", der ligger uden for den enkelte bevidsthed.
I dag virker det reduktionistisk at h vde, at bevidstheden blot er et produkt af hjernen. Kvantefysikken har fået nutidige t nkere til at revurdere de metafysiske r dder af virkeligheden. Roger Penrose har siden 1990'erne h vdet, at den menneskelige bevidsthed er forbundet med kvanteeffekter i neuronernes mikrotubuli.
Måske er universet, som den store fysiker John Archibald Wheeler foreslog i 1980'erne, participatorisk. Selve handlingen at observere bidrager til at forme virkeligheden. Det sp rgsmål, som denne anden udgave tager udgangspunkt i, er enkelt og foruroligende: er vi deltagere i en universel bevidsthed?
Uanset om det drejer sig om mystiske visioner i Indien eller eksperimenter i hjertet af Vesten, forts tter kvantefysikken med at antyde, at verden ikke eksisterer uden en bevidsthed, der kan observere den. Og at den menneskelige bevidsthed måske kun er en gnist af universets store bevidsthed.