Videnskaben har i mange århundreder v ret et mandsdomineret område. Ikke på grund af manglende talent eller intuition hos kvinder, men på grund af sociale og kulturelle strukturer, der systematisk har udelukket dem. Dette f nomen er s rligt tydeligt i fysikkens historie, og i endnu h jere grad i udviklingen af kvanteteorien. Hvad ville der v re sket med den moderne videnskab, hvis disse kvinders navne var blevet anerkendt på lige fod med deres mandlige kolleger? Det er et sp rgsmål, som vores tid ikke l ngere kan ignorere.
Et symbolsk eksempel på denne historiske usynlighed er historien om Lise Meitner, en ekstraordin r fysiker, der bidrog til opdagelsen af nuklear fission. Det var i 1938, at Otto Hahn, hendes mangeårige kollega, fik hele ren for denne opdagelse og efterf lgende modtog en Nobelpris. Lise Meitner blev derimod henvist til udkanten af videnskabshistorien på trods af hendes grundl ggende beregninger, der gjorde det muligt at forstå fissionsprocessen. "Et sind, der aldrig mistede sin klarhed", beskrev Albert Einstein hende, men det var ikke nok til at sikre hende anerkendelse. Lise Meitner, som var j de og måtte flygte fra Nazityskland, udf rte sit arbejde i et milj , der var fjendtligt over for både hendes k n og hendes identitet.
Historien om disse kvinder er ikke kun videnskabelig, men også dybt kulturel. Selv i litteraturens verden er emnet om kvinders usynlighed i de intellektuelle erhverv blevet rejst med stor kraft. Virginia Woolf reflekterede i sit ber mte essay "A Room of One's Own" (1929) over, hvad en ung kvinde kunne have gjort ud af Shakespeares geni, hvis hun havde levet på hans tid. Woolf forestillede sig, at denne figur, "Judith Shakespeare", aldrig ville have haft mulighed for at tr de frem. Det samme billede passer perfekt på videnskaben: Hvor mange kvinder har haft en Marie Curies genialitet og klarsyn, men aldrig haft adgang til de ressourcer, laboratorier eller samarbejdsnetv rk, der var n dvendige for at udtrykke sig?
Tilf ldet med kvanteteori er s rligt interessant. Denne gren af fysikken, som har ndret vores forståelse af den subatomare verden, blev udviklet takket v re et f llesskab af geniale hjerner, hvoraf mange var kvinder. Men kun nogle få navne er forblevet indgraveret i den historiske fort lling. Et af dem er Maria Goeppert Mayer, den anden kvinde i historien, der vandt Nobelprisen i fysik (1963) for sin model af atomkernen. I årevis arbejdede Maria under usikre forhold, ofte uden at modtage en passende l n, begr nset af fordomme mod kvindelige "videnskabsm nds koner". Ikke desto mindre var hendes bidrag grundl ggende for den moderne fysik.
Ud over de individuelle eksempler er der en bredere refleksion over "hvorfor" denne usynlighed. Historisk set blev kvinders forskning udgivet under deres m nds eller mandlige kollegers navne, hvilket gjorde det kompliceret at identificere deres reelle bidrag. I mange tilf lde blev kvinder endda forbudt adgang til universiteter eller laboratorier. Et symbolsk eksempel er Royal Society of London, en af de mest prestigefyldte videnskabelige institutioner i verden, som f rst accepterede den f rste kvinde som medlem i 1945, n sten tre århundreder efter sin grundl ggelse.
Det er derfor ikke overraskende, at mange af disse kvinder har fundet marginal plads selv i den popul re og akademiske hukommelse. Selv i dag er deres historier ofte ukendte. Alligevel forts tter deres arbejde med at have stor indflydelse på den måde, vi ser verden på. Kvantefysikken ville ikke v re, hvad den er, uden disse kvinders tanker.