Det 20. århundredes europ iske kulturhistorie byder på få m der, der er så fascinerende og usandsynlige som det mellem Carl Gustav Jung, schweizisk psykiater og grundl gger af den analytiske psykologi, og Wolfgang Pauli, strigsk teoretisk fysiker og en af kvantemekanikkens f dre. Deres samarbejde, der begyndte i 1932 og varede i mere end tyve år, udg r en af de mest dristige udforskninger af gr nseområderne mellem psykologi og fysik.
Dette unikke samarbejde fandt sted i en s rlig dramatisk periode. Samarbejdet opstod i 1930'erne, mens Europa gennemgik en dyb krise: F rste Verdenskrig havde netop efterladt en tung arv af uro. Den efterf lgende begivenhed, Anden Verdenskrig, var allerede varslet af politiske og kulturelle omv ltninger. Det intellektuelle klima var imidlertid et af de mest frugtbare i europ isk historie: nye ideer oversv mmede fysikken, filosofien og psykologien. Jung ledede en gruppe forskere og terapeuter i Zürich. Han s gte en dybdepsykologi, der kunne forklare menneskehedens store myter, religioner og symboler. Pauli er også i Zürich, på Institut for Fysik, efter at have bidraget i 1925 til det eksklusionsprincip, der b rer hans navn. Dette princip revolutionerer atomfysikken.
Jung er fascineret af videnskaben, men fornemmer dens begr nsninger, is r når det g lder om at reducere virkeligheden til det, der kan kvantificeres. Pauli, en streng videnskabsmand med en urolig ånd, gennemgår en dyb personlig krise efter sin mors d d og et mislykket gteskab. I 1932 henvender han sig derfor til Jung for at få psykoterapeutisk rådgivning. Dette m de indleder en overraskende dialog, der er halvt terapeutisk, halvt filosofisk ( ). Der er over 800 breve tilbage fra denne dialog, som blev udgivet år senere og i dag l ses som en unik historisk begivenhed.
Jung anerkender Pauli som en enestående samtalepartner. Pauli er ven og kollega med Einstein, Bohr og Heisenberg og modtager i 1945 Nobelprisen. Hans videnskabelige klarsyn udelukker dog ikke en f lsomhed over for emner som det ubevidste, symbolik og dr mme. Pauli stimulerer Jung med sine dr mme: visioner befolket af arketypiske symboler, mandalaer og alkymistiske figurer. Pauli dr mmer om en "skyggeverden" befolket af mystiske dyr, hjul og kors - billeder, som Jung fortolker som tegn på en s gen efter balance mellem mods tninger, mellem videnskabelig rationalitet og åndelig instinkt.
På dette grundlag opstår synkronicitetsteorien, et begreb, som Jung udvikler i 1940'erne og for f rste gang definerer fuldst ndigt i 1952 i den ber mte essay, han skrev sammen med Pauli: "Synkronicitet som princip for akausale forbindelser". Synkronicitet beskriver den "meningsfulde sammenfald" mellem psykiske begivenheder og fysiske f nomener, begivenheder der ikke er forbundet af materielle årsager, men af f lles betydninger. Det er en teori, der vover at s tte sp rgsmålstegn ved det klassiske kausalitetsdogme, den s jle, der havde underst ttet den moderne videnskab siden Newton.
I 1948 fremlagde Pauli sine ideer foran et opm rksomt publikum i Jungs ber mte "Psykologiske Klub" i Küsnacht: "Der er måske et niveau, hvor materie og sind er to sider af samme virkelighed". Det er en idé, der forudser mange af nutidens debatter om neurovidenskab, bevidsthedens oprindelse og gr nserne for videnskabelig viden.
Samarbejdet mellem Jung og Pauli har efterladt et dybt spor. Det har inspireret forskere som Marie-Louise von Franz, analytisk psykolog og samarbejdspartner med Jung, og fysikere som David Bohm. Det kollektive ubevidste, som Jung teoretiserede om, og mysterierne ved kvanteforviklinger forts tter med at antyde, at gr nserne mellem sind og materie er mindre klare, end den traditionelle videnskab har nsket at tro.